Find den rette størrelse på din sadel

Sadlers benævnelser i mål og størrelse er desværre et emne, der ofte giver anledning til problemer og misforståelser. For det første er sadelproduktion ikke milimeterarbejde, men grovere håndarbejde.

Der kan sagtens påvises store forskelle i størrelser og mål mellem 2 tilsyneladende ens sadler fra samme producent. Dernæst er der ikke nogen international standard i måleenheder og målepunkter, men flere forskellige nationale. Derfor kan man kun bruge benævnelserne som grov rettesnor. Og derfor er der ofte brug for en fagmands vurdering.

De mål man som lægmand har adgang til er sadlens længde og bomvidde. Men der er andre faktorer, som i høj grad også har indvirkning på en samlet forligelighed mellem sadel, hest og rytter.

Nemlig sadlens talje, kammervidden samt bommens krumning. Disse faktorer og mål er som regel ikke angivet i sadlens faktaoplysninger, og er derfor ikke noget lægfolk kan tage højde for. Men for professionelle fagfolk indgår disse ting også i den samlede bedømmelse af opgavens løsning.

Længde:

Sadlens længde måles fra midten af sadelsømmet op over sædet og til midten af bagsvidslen. Dette mål er opgivet i tommer. De engelske tommemål svarer til de danske. De tyske tommemål er lidt større. En tomme er 2,5 cm. Læg mærke til, at det mere er et mål for sædets længde og ikke sadlens bæring, da puderne findes i mange forskellige udformninger.

Sadlens længde afgøres i forhold til hesteryggens længde. En kort ryg skal bære en kort sadel, en længere ryg kan bære en længere sadel. Enhver hesteryg har en given bæreflade, som går fra bagkanten af skulderbladene til den 18. ryghvirvel, som er den sidste ryghvirvel, som understøttes af et ribben. Dette bageste punkt må som hovedregel ikke overskrides, da hestens ryg ikke kan tåle at bære vægt så langt bagud.

Bomvidde:

Bomvidden er et udtryk for sadlens åbning fortil. Det er et tværmål 
mellem kopfspidserne på den nøgne bom. Derfor kan den ikke altid fastslås nøjagtigt af lægfolk. Bomvidden, som opgives i centimeter (Tyske) eller som tal- eller bogstavbetegnelser (Engelske), er altså 
ikke et udtryk for sadlens talje eller sadelkammeret, men kun åbningen fortil.

Her går det ofte galt, når man taler om brede og smalle taljer. Når professionelle taler generelt om brede og smalle sadler, så er det taljen og kammeret det drejer sig om. Og ikke bomvidden.

Sadelbommen kan i visse tilfælde ændres. Det er meget forskelligt. Spørg din forhandler eller sadelmager. Men vær opmærksom på, at der kan være nogle bestemmelser indenfor garantien, som foreskriver visse bestemte metoder eller operatører.

Talje

Taljen er sadlens tværmål i sædet. Det er ikke et opgivet mål, men et mål, som den professionelle er nødt til at forholde sig til. Sadlens talje skal være overensstemmende med hestens (Og meget gerne også rytterens) bredde. Idet taljen samtidig normalt er proportional med sadelkammeret. Generelt er de engelske sadler bredere i såvel talje som kammer end de tyske.

Kammervidde

Kammervidden er afstanden mellem puderne, og skal sikre rygsøjlen tilstrækkelig arbejdsfrihed. Som rettesnor minimum 3 fingerbredder, men igen afhængig af hestens bygning og type. En bredere knoglebygning kræver ofte mere. Mange sadler af ældre design har ofte for smalle kamre. I visse tilfælde kan puderne sys ind, og kamrene gøres en smule bredere. Andre gange må man skifte type/design. Alt dette har den professionelle fagmand også øje for.

Bommens krumning

En væsentlig detalje, som undgår de fleste lægfolks opmærksomhed, er bommens krumning. Bommens underlinje kan være enten meget lige, let kurvet, eller meget krum. Igen er det ikke opgivne mål, men udtryk for en bomtype som producenten har valgt. Og alle sadler passer altså ikke til alle heste. En hest med en meget lige ryg skal have en sadel med en lige bom. En hest med en hul eller svaj ryg skal have en sadel med en krum bom, osv.