Hvor tit skal sadlen omstoppes?

Det er et almindeligt stillet spørgsmål, som har et ganske simpelt svar: Det skal den, når den ikke længere passer hesten.

Hvor lang tid der går mellem omstopningerne, kan man ikke sætte firkantede termer op for. Det afhænger helt af hestens alder, træningstilstand, træningsprincipper og –hyppighed, fodring samt helbred.

Omstopning er altså en “afbalancering” eller en “tilpasning” om man vil, hvor sadlens bæreflade tilpasses hesteryggens anlægsflade, således at der er fuld bæring på så stort et areal som muligt, og hesten har frihed til at arbejde under rytter.

Tilpasningen er normalt en omstopning, men kan også indbefatte en ændring af bomvidden (bommens åbning fortil), hvis dette er muligt.

Omstopning kan også være en almindelig omstopning, hvor der bygges videre på sadlens grundstopning, eller en helt ny stopning, hvor det gamle uld tages ud og erstattes af en ny og jævn uldstopning, det vurderer fagmanden individuelt.

Normalt anbefaler vi en kontrol minimum en gang årligt, for den fuldt udvoksede og godt gående hest, som ikke er ramt af for meget sygdom eller flytten rundt. Oftere for ungheste og heste under genoptræning, træningsomlægning mv. – måske hvert halve eller kvarte år.

Men altså en faglig kontrol af sadlen mindst en gang om året vil normalt kunne imødegå de værste scenarier. Dette fritager naturligvis ikke rytteren for sin første og fornemste pligt, nemlig ansvaret for –  og overvågningen af hestens velbefindende.

gladcreative